fbpx

Sylvester

Sylvester Agbedoglo kommer fra Togo, Vestafrika. Han er født ind i en familie og en kultur, hvor musik, dans, trommer og sang har stor betydning i alle livets aspekter. Han er uddannet master drummer fra Vestafrika, hvilket vil sige, at han har lært alle de traditionelle og rituelle sange, danse og rytmer, og hvordan historierne fortælles ved hjælp af trommen.

Med sine op til 250 trommer, er der kulturel brobygning mellem den vestafrikanske og den danske kultur i børnehøjde på programmet.

Børnene får et indblik i en anden kultur og en oplevelse af at de selv kan skabe musik. Sylvester ser det som sin fornemmeste opgave at styrke børnenes selvværd, selvtillid og livsglæde gennem oplevelsen af at mestre trommer og dans i fællesskab med deres kammerater.

Sylvester anvender historiefortælling, musik, dans og trommer, hvor alle børn -og deres voksne er aktive og deltagende.

Sylvesters holder workshops i vuggestuer, børnehaver og på skoler og har 25 års erfaring med kulturel musikformidling til danske børn fra 0 år til 18 år.

Sylvester har boet og undervist i Danmark siden 1990. I 1998 startede han sin Djembeskole, hvorigennem han underviser og underholder børn og voksne. Derudover underviser han elever privat og ad hoc på Det Rytmiske Musikkonservatorium. Sylvester er en anerkendt musiker i danske verdensmusikkredse og optræder på flere internationale verdensmusikscener med forskellige kunstnere både danske og udenlandske. Med sit band Sylvester and Roots præsenterer Sylvester sin egen musik, som har dybe rødder i den vestafrikanske musiktradition og tæller en række iørefaldende numre hvor trommerne er centrum. Musikken vækker livsglæden og kroppens puls, så det er svært at sidde stille. Sylvester vandt i 2006 en Danish World Award med numret “Mayi Mava” fra albummet “Tsadila”. Siden er det blevet til 4 albumudgivelser.

www.masterdrummer.dk

Sylvester spiller til Børnebasseralle Torsdag d. 15. Oktober kl. 10.30